Lapskaus

Lys lapskaus.

Salt svinekjøtt, potet, løk, purre og rotgrønnsaker i terninger.

Serveres selvfølgelig med “Mormors flatbrød”.

“Blir det bedre nå, så må jeg nesten ha flatbrød til”

For hver porsjon lapskaus vi selger, så gir vi tilsvarende til enten Fattighuset eller Maritakafeen.

Allergener: Selleri.

Naar Grisen den skal slagtes,  
 saa henter vi Per Smed,  
 fordi han er saa munter  
 og bor her lige ved.  
 Han ta'r saa høje Dramme,  
 dertil en mægtig Skraa;  
 men Grisen bliver kværket,  
 det kan du bande paa!  
    
 Før Hanen søvnigt blinker  
 mod Dagens første Skjær,  
 da glimter Smedens Lygte  
 i Grisens blanke Svær.  
 Og Grisen maaler Ka'len:  
 „Er noget galt i Vej'n?“  
 Og selve Grisehalen  
 staar som et Spørgsmaalstegn.  
    
 Men ind i Bøvlen skræver  
 nu Smedens krumme Ben,  
 mens Grisens Børster hæver  
 sig bange én for én.  
 I Nødset ud den trilles  
 til Hyl og ilde Sang;  
 ej Degn kan synge værre  
 ved Konekirkegang.  
    
 Med Nattedryp i Skjægget  
 nu vækkes Bondens Gaard,  
 mens Maanens fede Hage  
 paa Storkereden staar.  
 Dens krumme Skive truer  
 som selve Dødens Segl,  
 og Smeden agterude  
 han er saa haard en Negl.  
    
 I Trommehinden stinger  
 de jammerfulde Hvæl,  
 mens Gissebassen tinger  
 med Smeden om sin Sjæl.  
 Bag Tærsklen Bryggekarret  
 er hvælvet til Skafot,  
 og Kedlens Dampe sætter  
 paa Per en graa Kalot.  
    
 Gud naade Gissebassen  
 alt i dens sidste Stund!  
 Nu lukker den sit Øje  
 og allersidst sin Mund.  
 Og alle Kjedler bobler,  
 og Øsen gaar gesvindt,  
 og gjennem løste Børster  
 henraser Kniven blindt.  
    
 Per Smed kan alting ordne,  
han bærer Flæsket fram;  
 med Trøjeærmet tørrer  
 han Munden til en Dram.  
 Han klinker, og han klukker  
 indvendig af sin Skjæmt,  
 og dog skal ingen sige,  
 at Pligten bliver glemt.  
    
 Med Fingermaal bestemmer  
 han Tykkelsen af Flæsk,  
 han læser Svinemaver,  
 som Præsten læser Græsk,  
 han kritisk Galden forsker,  
 og Aftægtsmandens Aar —  
 ja, selv Ufødtes Skæbner  
 han ud af Milten spaar.  
    
 Og hele Huset lugter  
 af Lever og af Løg,  
 i Loftene det smælder  
 af Larm og Grydestøj,  
 den sorte Pølse dykker  
 i Kog som en Delfin,  
 og Dørene udjamrer  
 de mest usmurte Hvin.  
    
 Og det blev Aftensilde  
 med Tøsne over Jord,  
 og det blev Pølsegilde  
 med Dramme over Bord.  
 Per Smed sad bred paa Bænken  
 med Pølsen for sin Haand  
og sødede dens Skiver  
80 med Viddet fra sin Aand.  
    
 Humøret gaar i Højden,  
 mens Drammene gaar ned.  
 Per Smed er nu fuldmodig,  
 saa hver faar ren Besked!  
 Men Modet i hans Bringe  
 er intet Krigermod,  
 og Blodet paa hans Klinge  
 er ikkun Griseblod.